Pressemeddelelse

FOA: Grotesk at pårørende overdynges med opgaver

Fagforbundet FOA opfordrer kommunerne til at komme i gang med at ansætte mere social- og sundhedspersonale. Det er grotesk, at pårørende i stigende grad sættes til at klare praktiske opgaver, når kommunerne rent faktisk har flere penge, de kan bruge på velfærd.

Ældre Sagen bliver bestormet af henvendelser fra pårørende, som er belastet af, at de skal stå for omsorg og praktisk hjælp af familiemedlemmer på fx plejehjem. Og den tendens er dybt problematisk, lyder det fra FOA's formand Dennis Kristensen:

”Det er helt grotesk, at pårørende bliver overdynget med alt muligt arbejde, fordi kommunerne har skåret på social-sundhedspersonalet og vil spare penge. Og i en tid, hvor alle taler om at øge produktiviteten i samfundet, så giver det jo ingen mening, at folk i den arbejdsdygtige alder ofte skal tage fri for at klare opgaver, som burde ligge hos velfærdsmedarbejderne,” siger han.

FOA-formanden understreger, at der i dag er godt 35.000 færre ansatte i kommunerne end for fem år siden. Samtidig fortsætter antallet af ældre med at stige markant.

”Kommunerne bliver simpelthen nødt til at ansætte flere medarbejdere i ældreplejen. Alle og enhver kan jo se, at det ikke hænger sammen, og velfærden lider under den konstante sparetankegang,” siger Dennis Kristensen.

Han henviser til, at kommunerne de seneste tre år har brugt langt færre penge end de havde planlagt. Alene i 2013 blev der brugt 4,9 milliarder kroner mindre på velfærd end kommunerne havde budgetteret med. Det viser beregninger fra FOA på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

”Der er ingen tvivl om, at kommunerne har ekstra penge til at bruge på netop ældreplejen. Men de tør ikke bruge dem, for hvis de overskrider budgetterne med en millimeter, så bliver de økonomisk straffet af Finansministeriet. Så systemet sikrer uhensigtsmæssige besparelser, og velfærden betaler prisen. Det er dybt problematisk og skal laves om,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.