Pressemeddelelse

FOA til Corydon: Konkurrence forringer velfærden

Fagforbundet FOA kritiserer, at finansminister Bjarne Corydon endnu engang taler varmt for øget konkurrence på velfærdsområdet. Private firmaer har forringet kvaliteten i velfærdsydelserne, lyder det fra FOA.

”Jeg kan simpelthen ikke forstå, at finansministeren fortsætter med at hylde konkurrence som vejen til bedre og billigere velfærd. Der er så mange eksempler på, at det får den modsatte effekt, og det er borgerne, som betaler prisen i form af ringere velfærd,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

I et interview med Dansk Erhvervs specialmagasin melder finansminister Bjarne Corydon (S) klart ud, at konkurrencestaten er kommet for at blive. Og holdningen ligger helt i tråd med regeringens Produktivitetskommission, som for nylig anbefalede at udlicitere markant flere velfærdsopgaver. Formanden for FOA er dybt bekymret:

”Hvis vi kigger på rengøringsområdet, som i flere år har haft massiv konkurrence, så er der ikke skyggen af dokumentation for, at det bliver bedre, når konkurrencen øges og private firmaer tager over. Der er til gengæld masser af eksempler på, at skoler og daginstitutioner har fået ringere rengøring, fordi private firmaer har dumpet prisen for at vinde udbuddet. Derfor er jeg meget bekymret for, at ældreplejen og børnepasningen nu også risikerer at blive udliciteret,” lyder det fra Dennis Kristensen.

Han opfordrer i stedet regeringen og finansminister Bjarne Corydon til at vise tillid til offentligt ansatte.

”Det virker lidt som om, at finansministeren konsekvent ikke tror på, at offentligt ansatte kan levere et godt og effektivt stykke arbejde. Og bare vi får nogle private aktører på banen, så bliver alting løst. Intet kunne være mere forkert. Prøv at se på, hvordan eksempelvis det offentlige sundhedsvæsen har øget sin produktivitet de senere år. Det er helt ekstraordinært. Og det kunne være rart, hvis regeringen ville anerkende den indsats, og vise social-og sundhedspersonalet øget tillid,” siger Dennis Kristensen.