Pressemeddelelse

FOA: Vi skal have lavtlønsløsning i 2015

Ved næste års offentlige overenskomstforhandlinger skal de lavest lønnede tilgodeses. Det kræver FOA, der ønsker ”en klar og forstærket indsats” for lavtlønsgruppen ved OK15.

FOA har i dag vedtaget forbundets kommende overenskomstkrav. Lønmodtagerkravene for kommunalt og regionalt ansatte bliver endeligt koordineret på lønmodtagersiden 15. december i den spritnye organisation Forhandlingsfællesskabet.

”Reallønnen er godt og vel sikret i den nuværende periode, når man kikker på gennemsnitstal. Men det dækker desværre over, at de højtlønnede igen stikker af lønmæssigt, mens de laveste lønninger på det offentlige område er i problemer,” siger forbundsformand Dennis Kristensen.

Derfor ønsker FOA denne gang ”en lavtlønsløsning, der sikrer en klar og forstærket indsats for de laveste lønninger.”

I den seneste to års periode er det igen de højtlønnede, der har scoret klart mest ved de lokale lønforhandlinger. Og når der bliver mere til DJØF´erne, så bliver der tilsvarende mindre fra den såkaldte reguleringsordning til de lavere lønnede.

”De offentlige arbejdsgivere har ikke ønsket forlods at sætte penge af til de lokale lønstigninger, der altid gives til de højtlønnede. Derfor er opgaven nu at rulle denne manøvre tilbage, og det vil vi sætte mange kræfter ind på,” siger Dennis Kristensen.

Han peger på, at en enkelt måde at løse problemet på er fremover at aftale, at lønstigninger fra 2015 gives i kroner og ører – og ikke i procenter.

FOA stiller med knapt et halvt hundrede generelle krav til de nye overenskomster. Et af de nye krav er denne gang indførelse af betalt spisepause til folk, der arbejder i mindre end seks timer. Et vigtigt krav er at satse markant mere på uddannelse.

”Fra politisk hold har der været stort fokus på, at vi skal blive bedre og dygtigere. Politikerne har også vedtaget en række reformer på området, bl.a. erhvervsskolereformen. Problemet er, at når politikerne har deres arbejdsgiverhat på, så bliver det ved de fine ord. Derfor skal vi denne gang sikre nogle præcise rettigheder for de ansatte, så jobbet giver adgang til ny uddannelse og ny viden,” siger Dennis Kristensen.