Pressemeddelelse

"Omprioritering" koster 20.000 job i kommunerne

Det vil få voldsomme konsekvenser i landets kommuner, hvis regeringen får flertal for en kommuneaftale, der indfører et "omkostningsbidrag" på en procent. Ca. 20.000 kommunalt ansatte må vinke farvel til jobbet i de næste fire år, viser en ny analyse fra AE Rådet.

Det såkaldte omkostningsbidrag skal bruges til at finansiere det nye regeringsgrundlag, der bl.a. lover lavere topskatter.

"Det er noget af en dummebøde, regeringen vil udskrive til kommunerne de næste fire år," mener forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

"Det er nærmest forrykt, for da vi diskuterede nulvækst i valgkampen, som Venstre definerede på den måde, at institutionerne ville have det samme til rådighed næste år tillagt løn- og prisstigninger, var der ingen, der på noget tidspunkt talte om en nedskæring, nu kaldet omprioriteringsbidrag, på en procent om året," siger han. 

"Men nu taler vi så minusvækst, som over de næste år vil betyde cirka 20.000 færre ansatte i kommunerne. Det får voldsomme konskvenser. Analysen fra AE Rådet viser, at omkring 4.500 medarbejdere på FOAs område må undværes de følgende år," påpeger Dennis Kristensen.

Analysen hos AE-rådet er lavet for FOA, BUPL og Danmarks Lærerforening. Til næste år vil børnene miste 490 pædagoger. Skoleeleverne må vinke farvel til 504 lærere og de ældre må kigge langt efter 1.128 social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, hvis kommunerne fordeler besparelserne jævnt.

Fra 2009 til 2012 blev der nedlagt næsten 30.000 stillinger i kommunerne som følge af finanskrisen. Den udvikling vendte i 2012, og antallet af fuldtidsstillinger i kommunerne steg frem til 2014 med 2.000 stillinger.

Det er hul i hovedet at hive tæppet væk under næsten 20.000 fuldtidsstillinger i kommunerne. Det vil velfærdsflertallet i Folketinget forhåbentligt ikke lægge stemmer til.

Læs analysen fra AE-rådet.