Pressemeddelelse

Uligheden vokser - De varme hænder sakker bagud

I 1985 havde overklassen 2½ gange så meget til rådighed som et FOA-medlem. I 2012 var forskellen fordoblet. Vi er ved at rive samfundet fra hinanden siger FOAs forbundsformand Dennis Kristensen.

Arbejder man som social- og sundhedshjælper, pædagogmedhjælper, pedel eller i en af de andre faggrupper, der er organiseret i FOA, ligger man i den tunge ende af uligheden i Danmark – og det er kun blevet værre over de seneste 30 år.

Et medlem af den danske overklasse havde i 2012 i gennemsnit næsten fem gange så mange penge mellem hænderne som det typiske FOA-medlem. Overklassedanskeren havde en disponibel personlig indkomst på 1.065.000 kr. i gennemsnit, FOA-medlemmet havde kun 219.000 kr. til rådighed.

I 1985 så det ganske anderledes ud. Et FOA-medlem havde dengang i gennemsnit 146.000 kr. til rådighed, mens et medlem af overklassen fik 396.000 kr. ind på kontoen. Overklassedanskeren er altså gået fra at have 2½ gange så meget til rådighed som et FOA-medlem i 1985 til godt fem gange så meget i 2012.

Det viser en analyse som AE-rådet har lavet for FOA.

”Tallene fortæller os, at vi er i fuld gang med at rive samfundet fra hinanden, og i længden kan vores velfærdssamfund ikke holde til den udvikling. Man skal være varsom med at male fanden på væggen, men udviklingen ligner unægtelig det, vi allerede har set i Storbritannien og USA, og jeg tror ikke mange danskere er interesseret i at bo i den slags ekstremt ulige samfund.” udtaler Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.

I dag går FOA-medlemmer og FOAs valgte på gaden over hele landet for at markere ulighedsdagen. FOA er at finde på togstationer, på torvet eller i andre knudepunkter i 34 byer og fortæller om den stigende ulighed, særligt med fokus på de forringede dagpengeregler, der rammer hårdt blandt arbejdsløse danskere.

”Vi går på gaden for at få virkeligheden tilbage på banen i debatten om ulighed. Virkeligheden har det nemlig med at fordufte, når politikerne begynder at skændes om tal og procenter. Vi tror ikke, at den udvikling, der er i gang, er den udvikling danskerne ønsker,” siger Dennis Kristensen.

”FOA har en dobbelt grund til at gøre opmærksom på og bekæmpe den voksende ulighed i Danmark. Dels organiserer vi en del af de arbejdende danskere, der er efterladt i bunden af indkomsterne, dels arbejder mange af vores medlemmer med de danskere, der har størst behov for en velfungerende velfærd. Det er vores medlemmer, der har den praktiske viden om velfærd,” slutter han.

Læs mere: Se AE-Rådets analyse her.