Pressemeddelelse

Kommuner vælger institutioner frem for dagpleje

Når børnetallet faldet, går det værst ud over dagplejen. Det viser en ny undersøgelse fra Epinion. Kommunerne bør tilbyde uddannelse til dem, der mister deres job, mener FOA.

2015 ser ud til at blive et hårdt år for dagplejerne. Hele 61 procent af kommunerne vil reducere dagplejens andel af den samlede børnepasning i 2015. Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for FOA. Kommunerne prioriterer dermed daginstitutioner frem for dagpleje, når de skal skære i antallet af ansatte.

Formanden for FOAs pædagogiske sektor Jakob Sølvhøj har forståelse for, at kommunerne skal nedlægge pladser, når børnetallet falder. Men det ærgrer ham, at dagplejen bliver ramt så hårdt.

”Det er beklageligt, at der vil blive reduceret yderligere i dagplejen. Man kan ikke fortænke kommunerne i, at de er nødt til at nedlægge dagtilbudspladser, når børnetallet falder, men når der skæres så hårdt i dagplejen, så risikerer man mange steder helt at fjerne forældrenes mulighed for at vælge dagpleje til deres børn,” siger Jakob Sølvhøj.

Det er ikke kun dagplejen, men hele børneområdet, som rammes af besparelser.

Antallet af ansatte i dagtilbuddene stiger i 14 procent af kommunerne, men ingen steder stiger det i dagplejen. Tværtimod falder antallet af ansatte i dagplejen i 77 procent af kommunerne, mens det falder i 49 procent af kommunerne inden for dagtilbuddene.

Jakob Sølvhøj frygter, at kommunerne vil sende dagplejerne ud i ledighed, og han opfordrer derfor til uddannelse.

”Kommunerne bør lade dagplejerne gennemføre den pædagogiske assistentuddannelse i stedet for at opsige dem. Det vil mindske ledigheden og opkvalificere personalet uden store økonomiske omkostninger,” siger Jakob Sølvhøj.

Epinion-undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af 70 gennemførte interviews med økonomiansvarlige i de danske Kommuner, hvis budgetter er vedtaget.

Læs mere: Epinion-undersøgelse om dagtilbud