Pressemeddelelse

10.000 børn spiser fiskepakker i dag

Tusindvis af børn i vuggestuer og børnehaver får i dag serveret fiskepakker med årstidens grønt og mild karrysovs. Anledningen er den landsdækkende maddag, der markeres i daginstitutioner over hele landet i dag.

I dagtilbudsloven står der, at alle børn i daginstitutioner skal have et sundt frokostmåltid. Alligevel er det få kommuner, der har indført madordninger. En ny landsdækkende maddag gør forældre opmærksomme på, at frokostordninger er med til at skabe lighed i børns sundhed. På den fælles maddag den 10. september serveres den samme sunde ret for børn i flere hundrede daginstitutioner. Bag maddagen står FOA og Kost- og Ernæringsforbundet.

”Vi ved, at gode madvaner grundlægges i barndommen, og at børn får dækket op til 70 procent af deres daglige energiindtag i daginstitutionen. Derfor er det vigtigt, at vi har fokus på den mad, vi serverer for børnene. Det er det, vi sætter fokus på med denne maddag”, siger sektorformand Gina Liisborg fra FOA.

Børn har brug for sund mad for at udvikle sig, koncentrere sig og lære nyt. Derfor har en sund frokost stor værdi for både børnene og for samfundet, mener arrangørerne bag maddagen.

”Vi ved som køkkenansvarlige, at korrekt ernæring og duften af veltillavet mad i daginstitutionerne giver glade børn, gode madvaner og bedre livsstilvaner gennem hele livet,” siger formand Ghita Parry fra Kost & Ernæringsforbundet.

Den landsdækkende maddag skal samtidig minde forældre og politikere om, at de har et ansvar for, at alle børn får et sundt og nærende frokostmåltid hver dag.

Kun ganske få kommuner har indført obligatoriske madordninger i daginstitutioner. I stedet har de fleste kommuner pålagt forældrebestyrelserne et madvalg hvert andet år. Her bestemmer forældrene, om de ønsker en frokostordning i institutionen eller om børnene fx skal medbringe hjemmesmurte madpakker.

Kost & Ernæringsforbundet og FOA vil med maddagen gøre forældre og politikere opmærksomme på vigtigheden af at indføre madordninger i landets daginstitutioner.

Læs mere: Fakta om maddagen