Pressemeddelelse

Au pairs har ret til feriepenge

En værtsfamilie er ved retten i Roskilde dømt til at betale en au pair cirka 13.000 kroner i manglende lommepenge og feriepenge. Sagen får formentlig betydning for en række andre sager, vurderer FOA.

Værtsfamilien nær Roskilde mente, at deres au pair både havde holdt ferie og fået sine feriepenge. Der blev henvist til, at der var indgået en aftale om, at au pair personen holdt ferie hver lørdag med løn, og at der derfor var afregnet korrekt med både lommepenge, ferie og feriepenge. Au pairen fra Fillippinerne klagede til Au Pair Network, der består af FOA, Caritas Danmark og Kirkernes Integrations Tjeneste.

 

I retten kunne værtsfamilien ikke fremlægge en skriftlig aftale for ferieforløbet, og det lægger retten til grund for, at der ikke har eksisteret sådan en aftale – og at au pair personen derfor var berettiget til at få udbetalt feriegodtgørelse ved au pair kontraktens ophør. De 13.000 kroner svarer til mere end tre måneders au pair løn.

 

Før valget i sommeren 2015 vedtog Folketinget nye ferieregler for au pairs, der i dag har ret til ferie med løn fra starten af deres au pair ophold. Men reglerne før lovændringen gav værtsfamilierne lov til at anvende en regel om særlige ferieregler om visse arbejdsforhold i landbruget. Mange værtsfamilier har anvendt den regel, men afgørelsen fra retten i Roskilde siger nu, at der skal foreligge skriftlig dokumentation, før reglen kan anvendes.

 

FOA vil derfor nu kikke på en række gamle sager om feriepenge, som au pair har henvendt sig med til både FOA og Au Pair Network.

 

”Vi regner nu med at kunne indgå forlig i disse sager. Eksisterer der en skriftlig aftale, så kan au pair ikke få feriepenge. Men eksisterer en sådan aftale ikke, så vil au pairs være berettiget til at få feriegodtgørelse udbetalt i forbindelse med au pair kontraktens ophør,” siger forhandlingschef Jakob Bang fra FOA.

 

Han peger på, at selvom omkostningerne ved at føre retssager om f.eks. feriepenge eller underbetaling for au pair ofte er større end hvad retssagerne indbringer, så er det nødvendigt at føre retssagerne.

 

”Området er gråt. Mange danske værtsfamilier lever fint op til deres au pair forpligtelser, men der er desværre også mange, der ikke gør. Derfor vil der ganske givet komme flere retssager,” forudser Jakob Bang.

 

I sagen fra Roskilde er værtsfamilien også dømt til at betale sagsomkostningerne.