Pressemeddelelse

For mange børn i dagplejens tilsyn

Der er ikke noget loft over, hvor mange børn en dagplejepædagog må føre tilsyn med. I nogle kommuner er det 50 børn. I andre over 100. Men det går ud over kvaliteten, hvis der skal føres tilsyn med for mange børn. Det viser en ny undersøgelse, som Bureau 2000 har lavet for FOA.

Dagplejepædagogerne står for tilsynet i dagplejen og er via vejledning og rådgivning med til at sikre, at børnene trives og udvikler sig. Men mange steder er der for mange børn pr. tilsynsførende dagplejepædagog, som i gennemsnit skal føre tilsyn med 82 børn. Og det går ud over kvaliteten. Det viser en ny undersøgelse, som Bureau 2000 har lavet for FOA.

"Jo flere børn en dagplejepædagog skal føre tilsyn med, jo dårligere er mulighederne for at observere det enkelte barn og sikre, at barnet udvikler sig som det skal. Dagplejepædagogernes personlige kendskab til børnene afhænger nemlig af, hvordan normeringerne ser ud," siger Jakob Sølvhøj, der er formand for FOAs pædagogiske sektor.

Han undrer sig over, at der ikke er noget loft over, hvor mange børn en dagplejepædagog må føre tilsyn med. Nogle steder er det 50. Andre steder er det over 100 børn. Der bør derfor indføres minimumsnormeringer, der sætter grænser for, hvor mange børn hver dagplejepædagog bør føre tilsyn med. Grænsen bør sættes ved 50 børn, mener FOA.

"Vi kan se, at dagplejepædagoger, der skal føre tilsyn med omkring 50 børn, oftere kommer rundt til dagplejerne og i legestuerne. Og de melder ifølge rapporten også om, at de kender børnene bedre og har bedre mulighed for at sikre, at børnene udvikler sig som de skal – fx motorisk og sprogligt. Sådan bør det være alle steder," siger Jakob Sølvhøj.

Han ærgrer sig over, at der er så begrænset politisk opmærksomhed på dagplejepædagogernes arbejde og normeringerne på dette område.

"Selve dagplejen har, i modsætning til daginstitutionerne, et loft over, hvor mange børn hver dagplejer må passe. Men der er ikke noget loft over, hvor mange børn hver dagplejepædagog må føre tilsyn med. Og det er direkte hovedrystende, at man i nogle kommuner i sin jagt på kommunale besparelser har skåret dybt i dagplejens pædagognormering," siger Jakob Sølvhøj.

FOA sætter i dag og i morgen fokus på kvaliteten i dagplejen, når 550 dagplejere, dagplejepædagoger og dagplejeledere deltager i konferencen "Kvalitet i dagplejen".

Læs undersøgelsen: Kvalitet og tilsyn i dagplejen.