Pressemeddelelse

FOA anbefaler midlertidigt stop for udlicitering af ældrepleje

Vi kan ikke leve med, at konkurserne vedbliver med at regne ned over ældreområdet, mener FOA. Dennis Kristensen ønsker midlertidigt stop for udlicitering, indtil konkurserne er belyst.

Siden det i 2013 blev lovligt for private udbydere af ældrepleje at konkurrere på pris, har 40 af landets 98 kommuner oplevet, at private leverandører af ældrepleje er gået konkurs. Det viser en ny opgørelse fra DR, der følger i kølvandet på et forår, hvor konkurserne har regnet ned over ældreplejen.

Så sent som i sidste uge mistede 350 borgere i Viborg Kommune deres faste hjælp til pleje og rengøring, da Toms Rengøring gik i betalingsstandsning. De store tabere er altid de ældre mennesker og de ansatte, siger forbundsformand Dennis Kristensen, FOA, der kalder på handling.

”Det er en uværdig måde at behandle ældre og ansatte på. Desværre ser vi, at flere og flere virksomheder rammes af konkurser inden for ældreplejen. Derfor mener vi, at der er et akut behov for at stoppe op og sikre, at den private ældrepleje ikke fremover bliver et spil russisk roulette med borgernes velfærd som indsats,” siger Dennis Kristensen.

Konkret foreslår FOA, at politikerne indfører et midlertidigt stop for at udlicitere pleje- og omsorgsopgaver inden for ældreplejen, indtil der er foretaget en grundig analyse af, hvorfor virksomhederne må dreje nøglen om.

”Vi skal sikre os mod, at de kommende år ikke sætter nye rekorder i konkurser inden for ældre området,” siger Dennis Kristensen.

I lyset af regeringens ønske om mere privatisering, ser forbundsformanden umiddelbart tre forskellige typer af problemer, der skal tages hånd om:

Dels den såkaldte konkursfinte, hvor en privat virksomhed tørrer regningen af på skatteborgerne. Her bør der findes løsninger, der sikrer, at fremtidige konkurser ikke betyder ekstraregninger i millionklassen i den enkelte kommune. 

Man bør også undersøge, hvorfor mange private virksomheder, der opererer under fritvalgsordningen, ikke kan lave en fortjeneste, når de har samme priser som de offentlige.

Sidst – men ikke mindst – bør man kaste et særdeles kritisk lys på underbudsproblematikken, hvor store multinationale virksomheder giver dumpingtilbud på driften af ældreområdet for at sikre sig, at ingen andre kan konkurrere med deres tilbud.