FOA: Hokus-Pokus-analyser må ikke fordreje pensionsdebat

Folketinget skal vedtage ny pensionsalder i december. FOA ønsker fleksibel pensionsalder, fordi der er stor social ulighed i levealder. Men den social ulighed er som tryllet bort i en ny analyse fra tænketanken CEPOS.

Hokus-pokus!

Den liberale tænketank CEPOS har kastet sig ind i debatten for eller imod fleksibel pensionsalder. Det skete med en nyligt offentliggjort analyse, hvis opsigtvækkende konklusion modsiger gængs forskning, der viser, at den sociale ulighed i levealder vokser.

Regnemetoden er behæftet med fejl i en sådan grad, at man – hvis man anvender CEPOS-metoden fuldt ud – bl.a. kan nå det overraskende resultat, at kvinder med en akademisk uddannelse lever 8,5 år kortere end ufaglærte kvinder.

”Det er vrøvl maskeret som en fin rapport. CEPOS bruger den skæve analyse til at agitere for højere pensionsalder for alle. Det er under lavmålet, at en tænketank opererer på den måde i den offentlige debat,” siger forbundsformand Dennis Kristensen, FOA.

CEPOS baserer sin konklusion på udviklingen i den såkaldte gini-koefficient, der i denne sammenhæng er et mål for i hvor høj grad, vi dør ved samme alder. Men dette siger ikke noget om fx udviklingen i social ulighed i levetid.

CEPOS konkluderer, at vi som samfund ikke skal gøre en ekstra indsats for at mindske uligheden i sundhed, og at vi ikke skal følge FOAs forslag om at gøre pensionsalderen mere fleksibel.

CEPOS lægger sig ud med Sundhedsstyrelsens og forskeres budskaber om stigende social ulighed i levetid. Udover en uholdbar overfortolkning af betydningen af udviklingen af gini-koefficienten for levealder begår CEPOS nogle grundlæggende fejl i analysen, som dermed bliver helt forkert.

Anvender man CEPOS’ metode med alene at beregne gennemsnittet af levealder for dem, der er døde, kan man nå frem til overraskende (og forkerte) resultater. Fx at ufaglærte kvinder lever 8,5 år længere end kvinder med en lang videregående uddannelse.

”Det er fuldstændigt uholdbart at præsentere den slags som et sagligt indlæg i debatten om pensionsalder. Og det er komplet urimeligt over for de mange nedslidte på arbejdsmarkedet, der har et reelt behov for, at politikerne finder en løsning for dem,” siger Dennis Kristensen.