Pressemeddelelse

FOA: Ærgerlig over finanslovsaftale

FOA beklager, at det ikke lykkedes at nå til en finanslovsaftale med Enhedslisten. Det er en ærgerlig udgang på en historisk mulighed, siger forbundsformand Dennis Kristensen.

"Det er brandærgerligt, at det endte med en blå finanslovsaftale.

Regeringen og Enhedslisten burde have bøjet af mod hinanden. Det er en historisk mulighed, der går tabt," mener forbundsformand Dennis Kristensen.

FOA er glad for, at det er muligt at sætte en milliard kroner af til bedre ældrepleje i den nye aftale. Presset for genopretning på området har båret frugt.

"Men vi havde meget gerne set, at der i samme åndedrag blev indført rettigheder for de ældre. Der er regler i kommunerne for, hvor mange dansktimer, der skal være i fjerde klasse. Og der regler i regionerne for, hvornår og hvor hurtigt syge skal undersøges, og behandles. Så burde der også være regler for, hvad svage ældre kan forvente. Men sådan er det ikke i dag, og det kan vi kun stærkt beklage, " siger Dennis Kristensen.

FOA mener ikke, der er behov for en ny fremrykning af erhvervsskattelettelser. Forbundet havde langt hellere set forslagene om fradraget for kontingent til fagforeninger og indsatsen mod social dumping styrket mere.

"Også FOAs arbejdsområder er i dag ramt af den sociale dumping, f.eks i ældreplejen. Det kunne være adresseret i en ny finanslovsaftale, men er det ikke. Det er også ærgerligt, og det er blandt andet her, at vi har haft en historisk mulighed for at vende udviklingen. Men den blå finanslov løser desværre ikke problemerne. Fremover får vi nye arbejdsopgaver og nye udfordringer. Det er ærgerligt," siger Dennis Kristensen.