Pressemeddelelse

FOA: En kulsort dag for fremtidens velfærd

Der hænger sorte skyer over den kommunale velfærd. Valgets tale om mere velfærd er i den nye kommuneaftale erstattet af en aftale, der med garanti vil medføre forringelser, mener FOA.

Kommunerne har fået armen vredet om på ryggen i den nye aftale om kommunernes økonomi for 2016 til 2019.

 

Her fik regeringen gennemtrumfet sit krav om, at kommunerne skal aflevere penge til regeringen i form af et såkaldt ”omprioriteringsbidrag” på en procent af de kommunale budgetter.

 

”Der hænger ganske enkelt kulsorte skyer over den kommunale velfærd i de kommende år,” siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.

 

Regeringen beskærer de kommunale budgetter med 2,4 milliarder kroner om året. De måtte imidlertid blæse retræte på, hvor mange penge kommunerne skal spare i 2016.

 

Kommunerne har således fået et løfte om, at få 1,9 milliarder kroner tilbage i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, som skal anvendes på blandt andet ældre, børn og folkeskolen.

 

Dennis Kristensen sammenligner den øvelse med at skære halen af hunden og lime en stump tilbage. Han påpeger, at kernevelfærden kommer under voldsomt pres allerede næste år.

 

”Det er stærkt bekymrende. Allerede næste år fjernes en halv milliard kroner fra de borgernære områder. Det er det modsatte, der er brug for. Med de udfordringer, vi står over for – eksempelvis i form af rigtig mange flere ældre – så kræver fastholdelse og udvikling af velfærden flere ressourcer,” siger Dennis Kristensen.

 

Den nye kommuneaftale knæsætter samtidig princippet om, at kommunerne skal aflevere en procent i ”omprioriteringsbidrag” også i årene 2017-19. Og her er der ingen lovning på at midlerne føres tilbage.

 

”Det betyder, at kommunerne i 2019 vil have 10 milliarder kroner mindre til den borgernære velfærd. Og det betyder, at kommunerne nu hvert år skal igennem den samme kamp for at bevare en andel af de penge, som finansministeren vil have tilbage i statskassen til brug på sundhedsområdet og skattelettelser,” siger Dennis Kristensen.

 

Han understreger, at 10 milliarder kroner kan omregnes til 20.000 færre fuldtidsstillinger i kommunerne. I ældreplejen vil det svare til knap 5.000 færre social- og sundhedsassistenter og – hjælpere.

 

Dennis Kristensen ærgrer sig samtidig over, at aftalen indebærer, at den særlige ældremilliard nu skal indgå i bloktilskuddet til kommunerne.

 

”Når kommunerne nu ikke længere er bundet til at bruge milliarden på de ældre, så frygter jeg, at kommunalpolitikernes spareiver på ældreområdet vil fortsætte. Vi har desværre set, at kommunerne i meget høj grad har haft ældreplejen i kikkerten under de stramme økonomiske vilkår under den økonomiske krise. Det har foreløbigt kostet 5,5 millioner hjemmehjælpstimer siden 2008,” siger Dennis Kristensen.