Pressemeddelelse

Nyt værktøj sætter kroner og øre på arbejdsmiljøet

Dårligt arbejdsmiljø koster hvert år milliarder af kroner. Men et nyt værktøj giver nu for første gang et bud på, hvad stress og forkerte løft koster en arbejdsplads.

Stress. Vold. Og tunge løft. Dårligt arbejdsmiljø kan skyldes mange ting. En ting er dog fælles: Det koster altid mange penge. For første gang bliver det nu muligt at finde ud af hvor mange. Et nyt værktøj, udarbejdet af FOA og Cowi, gør det nemlig muligt at sætte kroner og øre på, hvad et dårligt arbejdsmiljø koster hver enkelt arbejdsplads.

”Der er mange penge at hente i at skabe et godt arbejdsmiljø. Med den nye arbejdsmiljøberegner har vi fået et strategisk redskab, der kan bruges i arbejdet på at forbedre arbejdsmiljøet i fx ældreplejen, i daginstitutionerne og på hospitalerne,” siger forbundssekretær Inger Bolwinkel, og fortsætter:

”Ved at taste oplysninger som fx sygefravær og arbejdsskader ind i beregneren, kan man få et realistisk skøn over, hvad udgifterne til et dårligt arbejdsmiljø er. Hvad koster det eksempelvis at sætte et ekstra barn ind i en vuggestuegruppe, når vi også tager den øgede belastning, de flere løft og den højere støjpåvirkning med? Det kan arbejdsmiljøberegneren hurtigt give svar på.”

Arbejdsmiljøberegneren giver et kvalificeret skøn over, hvad den enkelte arbejdsplads kan spare af penge ved at løse arbejdsmiljøproblemer som hårdt fysisk arbejde, stress, alene-arbejde, støj, vold med videre.

”Jeg tror, at beregneren kan synliggøre, at pengene mange steder kan bruges mere fornuftigt. Værktøjet her er et forsøg på at spille ind i chefernes tankegang, og forhåbentlig kan det give arbejdspladserne et ekstra skub til at komme i gang med at løse de problemer, der er mange steder med både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø,” siger Inger Bolwinkel.

Arbejdsmiljøberegneren er baseret på nøgletal fra FOAs medlemsundersøgelser og fra international forskning og kan bruges på de arbejdspladser, hvor FOAs faggrupper arbejder. Beregneren er målrettet ledere, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter på FOA-medlemmers arbejdspladser.

Arbejdsmiljøberegneren kan ses her: www.foa.dk/amberegner