Pressemeddelelse

FOA: Pinligt løngab i kommunerne

Løngabet i kommuner og regioner er større end i den private sektor. Det slår Beskæftigelsesministeriet i dag fast i rapporten ”Kvinder og mænd på arbejdsmarkedet 2009”.

Rapporten viser, at mænd ansat i kommuner og regioner i gennemsnit tjener 18 procent mere end deres kvindelige kolleger. Det er en lille smule højere end løngabet i den private sektor.

”Det er direkte pinligt for de kommunale arbejdsgivere. De burde jo gå forrest med det gode eksempel," siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

”Kommunerne har længe afvist, at de har problemer med den manglende ligeløn. Men det kan da næppe være tilfældet, når den gennemsnitlige lønforskel mellem mænd og kvinder i kommuner og regioner er så stor,” siger han.

FOA har for nylig dokumenteret, at hver tredje kommune ikke følger ligelønslovens krav om at udarbejde lønstatistikker opdelt på køn. Derfor kan de heller ikke følge udviklingen i løngabet mellem kønnene.

”Lønstatistikker opgjort på køn er et vigtigt redskab til at kunne angribe problemerne med uligeløn på arbejdspladsen. Først når du kan se, hvor den er gal med uligelønnen, kan du arbejde målrettet for at afskaffe den,” mener Dennis Kristensen.

Han nævner, at i følge ligelønsloven er det alene arbejdsgiverens ansvar at sikre ligeløn på arbejdspladsen.

”Vores tillidsrepræsentanter vil meget gerne i dialog med de kommunale arbejdsgivere om, hvordan der kommer mere ligeløn. Men første skridt er altså, at uligelønnen kommer frem i lyset. Det er arbejdsgiverens ansvar.