Log på her:Mit FOA

Unge med banner

Arbejdsplan for FOA Ungdom 2009-2010

I denne arbejdsplan beskriver vi de aktiviteter og projekter, som FOA Ungdom vil lave april 09 til april 10. Vi arbejder for, at flere unge bliver medlem af FOA og derefter fagligt aktive. Derfor er det vigtigt for os, at aktiviteterne i arbejdsplanen bliver forankret lokalt.

FOA Ungdom kan komme ud for at skulle igangsætte eller omprioritere nye projekter afhængigt af FOA og samfundsudviklingen. Det er Ungdomsnetværkets opgave at vurdere dette efter landsmødets ånd.

Allerførst vil vi beskrive FOA Ungdoms berettigelse. Det er med det udgangspunkt, at vi laver alle vores aktiviteter. Hvis vi ikke kan begrunde en aktivitet med et af vores formål, skal vi slet ikke lave den. Som unge i FOA har vi en særlig berettigelse i;

1. at organisere andre unge, 2. at aktivere og engagere andre unge lokalt, 3. at uddanne og undervise andre unge, 4. at fastholde andre unge, 5. at forme fremtidens fagforening, 6. at påvirke samfundsudviklingen til vores unge medlemmers bedste.

1. Styrkelse af det lokale arbejde

  • Vores hovedopgave er at styrke det lokale ungdomsarbejde. Det er jo her, vi er aktive til daglig. Derfor er det lokale altafgørende for vores engagement i FOA.
  • FOA Ungdom vil arbejde for at opstarte flere ungdomsafdelinger og netværk over hele landet og arbejde for at deres vilkår lokalt bliver gode. Her kan vi bruge de kontrakter, som afdelingerne har underskrevet til at forpligte dem. Vi ønsker også, at der skabes mulighed for at kunne arbejde på tværs af afdelingerne for på denne måde at kunne styrke lokale tiltag.
  • Ungdomsnetværket skal løbende holde erfarings- og udviklingsmøder med de ungdomsansvarlige i afdelingerne for at sætte fokus på vigtigheden af ungdomsarbejdet. Møderne afholdes i Forbundshuset i København tirsdag den 26. maj 2009 og torsdag den 22. oktober 2009.
  • De lokale ungdomsudvalg skal være mere synlige på uddannelsesstederne. Dette kan ske ved fx at tage ud og holde et kort oplæg i klasserne om hvem FOA Ungdom er.

2. Kurser og uddannelse

  • FOA Ungdom vil lave et introkursus for de nye aktive, som har deltaget på vores landsmøde, så man bliver bedre klædt på til at blive lokalt aktiv i FOA Ungdom.
  • Vi deltager på Sommerdysten sammen med de andre unge i LO forbund, og vi vil arbejde for, at den får et endnu mere fagligt indhold. Vores målsætning er 100 tilmeldte i sommeren 2009.
  • Vi vil i FOA Ungdom igen i år afholde et aktivisttræf i efteråret. Træffet skal bruges til at forberede deltagerne på kommunalvalget og på FOA Ungdoms kampagne. Træffet skal traditionen tro ende ud i en aktion. Her satser vi specielt på unge, som har stiftet kendskab til FOA Ungdom.
  • FOA Ungdom vil afholde et brag af et landsmøde i foråret 2010 hvor alle afdelinger mindst bør sende fire unge medlemmer. 
  • FOA Ungdom vil i år arbejde med at tænke fastholdelse af aktive ind i vores kurser, og vi vil evt. holde et kursus særligt med dette fokus.
  • Vi vil i FOA Ungdom arbejde for selv at deltage samt at mobilisere andre til alle LO Ungdoms kurser, og for at de får et fagligt højt indhold, som passer til vores fag.
  • Vi vil i FOA Ungdom arbejde for, at flere af vores unge medlemmer kender og deltager i LO Ungdoms TR-Ung kurser, så de bliver endnu mere sikre som unge TR.
  • Vi vil arbejde for at forbedre mulighederne for at alle unge skal kunne deltage i kurser og uddannelser. Det skal være en rettighed som gerne bliver indskrevet i overenskomsten.

3. Interne tiltag i FOA

  • FOA Ungdom vil arbejde for flere ressourcer til ungdomsarbejdet lokalt, og til at styrke medlemsorganiseringen på skolerne i form af ungdomsagitatorer.
  • FOA Ungdom vil arbejde for, at vores kommende ungdomsblad får et fagligt og ungt indhold, hvor der også er fokus på relevante aktiviteter i FOA Ungdom. 
  • FOA Ungdom kræver, at udviklingen af www.foa.dk/ungdom opprioriteres, så vi meget snart får en opdateret og moderne hjemmeside. Vi vil også arbejde for fokus på lokale ungdomsaktiviteter på de lokale FOA sider.
  • Vi vil brande aktivisthåndbogen i FOA og sikre, at alle aktive bruger den som håndbog.
  • Vi vil i FOA Ungdom det næste år bruge Facebook endnu mere i kommunikationen.
  • FOA Ungdom vil igangsætte en indsats for at styrke netværket mellem unge TR, og vi vil få flere unge til at blive TR. Vi vil arbejde med en konference for unge TR samt et netværk. Vi håber, at vi kan gøre de unge tillidsrepræsentanter til ambassadører for ungdomsarbejdet.
  • Vi ønsker mulighed for at idéudvikle merchandise. Både til synliggørelse af FOA Ungdom, når vi færdes ude i landet, til skolebesøg og til salg på vores hjemmeside. FOA Ungdom kan lave en aftale med fx Kræftens Bekæmpelse (brystkræft) om at 20 eller 50kr pr. solgt del går til dem hvis vi til gengæld må skrive "FOA Ungdom støtter kampen mod brystkræft" eller slogans for andre velgørenhedsprojekter. Ungdomsnetværket skal undersøge om dette kan lade sig gøre.
  • Vi ønsker at lave nogle temadage eller spændende foredrag hvor vi unge kan få mere indflydelse på vores faglige arbejde.
  • Lave en brevkasse til forslag eller en hotline e-mail til unge.
  • Vi ønsker at unge under uddannelse ikke får fravær fra skolen og praktikken ved deltage i FOA's faglige aktiviteter.

4. Kampagner i FOA Ungdom

  • I FOA's kampagneuge 17 er vores mål at deltage på så mange skolebesøg som muligt med sjove aktiviteter for at skabe særlig synlighed om FOA Ungdom. Efter landsmødet går vi alle sammen hjem i vores afdeling og foreslår, at vi selv deltager.
  • Vi vil markere Arbejdernes Internationale Kampdag 1. maj, og vi vil forsøge at præge det i ungdommens tegn igennem lokale alliancer, så flere nye unge får lyst til at deltage.
  • Vi vil lokalt støtte op om projekt Jobpatruljen og arbejde for, at flere unge i FOA deltager.
  • I FOA's kampagneuge 46 vil vi tage rundt på alle skolerne med en særskilt "Tag stilling" kampagne, som skal få de unge på skolerne til stemme til kommunalvalget. Vi vil desuden arbejde med prøvevalg i særlige kommuner.
  • FOA Ungdom skal være parate til at lave aktioner over hele landet på Folketingets Åbningsdag, hvis politikkerne fortsat laver alt for ringe investeringer i velfærden og i samfundet igennem deltagelse i samlende velfærdsinitiativer.
  • Vi vil markere Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts og prøve at indtænke kampen for ligeløn mellem mænd og kvinder på dagen frem mod Lønkommissionen fremlæggelser i 2010.
  • I år vil vi i FOA Ungdom løbende arbejde med at lave små og store politiske kampagner på aktuelle spørgsmål. Vi har nemlig fået en ungdomskampagnepulje til formålet. Det er Ungdomsnetværkets opgave, at sætte kampagnerne i gang med inspiration fra lokale aktive.

5. Rekruttering til vores uddannelser

  • Vi vil deltage i uddannelsesmesser. Her kan vi fortælle unge om vores uddannelser og samtidig lære noget om formidling.
  • Vi vil fortsat deltage i LO Ungdoms HalLO-kampagne, hvor vi tager rundt på folkeskoler og fortæller om vores erhvervsuddannelser.
  • Vi vil arbejde for alle FOA's uddannelsers faglighed i hverdagen. 
  • Flere faglige kompetencedage mellem de lokale ungdomsudvalg. Fx ved flere kursus eller weekendaktiviteter om faglige projekter.

6. Internationalt arbejde

  • Ungdomsnetværket skal arbejde med at igangsætte et erfaringsudvekslingsprojekt med Albaniens sundhedsforbunds unge. Erfaringerne skal spredes til resten af organisationen.

7. Samarbejde med andre organisationer

  • Vi ved, at man sammen står stærkere og vil arbejde for fortsat samarbejde med andre organisationer, som vi har fælles interesser med, når det er relevant. Det er organisationer som Genstart DK, LO Ungdom, unge i Vilje til Velfærd og Erhvervsskolernes Elevorganisation.
  • Vi vil særligt gerne lave lokalt samarbejde mellem unge i LO, som kunne udmunde i koncerter, foredrag eller helt andre aktiviteter lokalt for at støtte hinandens ungdomsarbejde.
  • Vi ønsker at styrke samarbejdet i LO Ungdom med henblik på at udvikle ungdomsarbejdet. Dette skal give inspiration til at få flere unge organiseret og få flere aktive unge i fagbevægelsen. 
  • Vi ser sådan et samarbejde med andre organisationer som givtigt for unge, når de skal håndtere lokalafdelingernes opbygning og få et fornuftigt samarbejde med de ældre kollegaer.
 

Senest redigeret den 10.05.2011 af Dorit Saly

Hey... kom og vær med

Har du spørgsmål?