Ferie elever

Som elev har du særlige ferierettigheder

Ferieregler for elever

Elever er omfattet af KTO-aftalen om ferie1, som suppleres af erhvervsuddannelseslovens regler. Alle elever har dermed ret – men ikke pligt – til at holde seks ugers ferie, men om de har ret til løn under ferien, afhænger af, hvornår de er begyndt uddannelsen.

Ferieåret går fra 1. maj til 30. april.
Hvis ansættelsesforholdet er påbegyndt inden 1. juli, har eleven i dette ferie år ret til 6 ugers ferie med løn. Har eleven feriegodtgørelse med fra tidligere ansættelser, fyldes der op til elevlønnen, medmindre feriegodtgørelsen er højere end elevlønnen. Der kan ligeledes modregnes, hvis eleven har fået hele eller dele af 6. ferieuge udbetalt fra den tidligere arbejdsgiver.

Elever, der starter 1. juli eller senere, har ret til 1 uges betalt ferie i perioden mellem 1. oktober og 30. april, såfremt arbejdspladsen er lukket. Eftersom det er sjældent, at arbejdspladserne (praktikstederne) på FOAs område er ferielukket, er denne regel dog sjældent relevant. Øvrig ferie op til de 6 uger, som eleven ønsker at holde, skal holdes for feriegodtgørelse eller for egen regning.

Skolelukning kan ikke sidestilles med, at arbejdspladsen er lukket. Når det af uddannelses­planen fremgår, at skolen er lukket, betragtes det derfor som en varsling af ferie for de elever, der har feriegodtgørelse med fra tidligere arbejdsgivere.
Elever, der ikke har feriegodtgørelse med, kan ikke varsles til at holde ferie. I disse tilfælde skal arbejdsgiver i stedet anvise arbejde på et praktiksted i ferieperioden. Kan arbejdsgiver ikke dette, må der betales sædvanlig løn under skolens ferielukning.


Eleverne bør dog selv henvende sig til arbejdsgiveren og stille deres arbejdskraft til rådighed, hvis de ikke har feriegodtgørelse med sig og ikke ønsker at holde ferie for egen regning.

I det eller de efterfølgende ferie år har eleven ret til ferie med løn i 6 uger.

Efter endt uddannelse har eleven ret til 6 ugers ferie med løn, hvis hun ansættes hos den samme arbejdsgiver i umiddelbar forlængelse af uddannelsen. Fortsætter eleven hos en anden arbejdsgiver, udstedes der feriekort fra elevtidens arbejdsgiver efter de sædvanlige regler.

 

    1) Yderligere oplysninger findes i KTO-aftalen om ferie.