Nyt fra Social- og sundhedssektoren




Nedenstående indlæg er sendt til bladet Danske Kommuner som svar på læserbreve, der kan findes på adressen www.kl.dk (der klikkes på ikonet "Danske Kommuner", hvorefter der klikkes på ikonet "Debat")


 

NY LØN  -  MÅ VI VÆRE FRI !

I Danske Kommuner nr. 4 går formand for KL´s løn og personaleudvalg Kjeld Hansen (S) i brechen for ny løn i et svar til sundhedsrådmand Niels Erik Eskildsen i Århus kommune. Som lokal forhandler for ansatte på ældreområdet undres jeg over Kjeld Hansens påstand om, at ingen medarbejdere snydes af Ny Løn. Hvis det skal forstås rent overenskomstteknisk, så måske. Men tager vi de økonomiske briller på, er det min påstand, at med Ny Løn er social- og sundhedspersonalet blevet snydt som aldrig før.

Nogle tal fra kommunernes egne indberetninger til det fælleskommunale løndatakontor dokumenterer dette. Mens social- og sundhedspersonalet fra februar 1999 til november 2003 har haft en lønudvikling på 3004 kr månedligt er de øvrige kommunalt ansatte steget 4241 kr. Samtidig er de kommunale chefer steget med 11956 kr. månedligt.  Social- og sundhedspersonalet har over de 4¾ år et efterslæb i forhold til andre kommunalt ansatte på ikke mindre end 1,35 mia.kr.

Hertil kommer så at der 1.4.2004 udløses en ekstraordinær generel lønregulering, fordi kommunere ikke har udmøntet det økonomiske råderum. På grund af den procentuelle udmøntning får chef-niveuaet i den forbindelse 2½ kr. hver gang hjemmehælperen får 1 kr.

Både i kroner og øre og procentuelt har social- og sundhedspersonalet tabt lønkampen.

På den baggrund er det ikke  muligt at forklare de ansatte på ældreområde, at de ikke bliver snydt. Tværtimod tror jeg på, at vi for første gang vil opleve, at det højest prioriterede krav til overenskomstforhandlingerne bliver noget man ikke vil ha´, nemlig Ny Løn. Og det er da lidt tankevækkende.

Men det må blive resultatet når erfaringen er, at de kommunale chefer først og fremmest har prioriteret de slunkne kommunekasser for dernæst at lade de menige medarbejdere sponsere flotte lønstigninger til lederniveauet.  Og når man kigger på Ny Løn-bureaukratiet, på spildet af gode plejetimer, på det splid og spektakel og den betalingskultur, som Ny Løn har bevirket er der hos mig ikke tvivl om, at Ny Løn er den hidtil største fiasko i den kommunale løndannelse.

Hvor længe endnu man kan holde liv i fiaskoen bliver i sidste ende et politisk spørgsmål ! Jeg håber, at man politisk vil tage meget kritisk stilling til, om det er forsvarligt fortsat at lægge ansvaret for den kommunale løndannelse hos de kommunale chefer. Jeg synes sporene skræmmer.

 

af Erik Mikkelsen

sektorsekretær

Social- og Sundhedssektoren

FOA Odense