Formanden Dagmar Petersen og kasserer Marie Råbymagle satte bevægelse i
deres kolleger på det faglige område. De gjorde en stor indsats for at højne den
stolthed, som vi stadig i lighed med alle andre i fagbevægelsen har grund til at føle
over for det daglige arbejde, vi udfører.Uden de der startede, og de der har bragt

resultater lige siden, ville vi ikke have haft den respekt og anerkendelse omkring det

arbejde, vi udfører i dagligdagen.

Fagforeningen blev medlem af KKA, Københavns Kommunale Arbejderforbund
(KKA, 1899), senere Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA, 1920) og Forbundet
af Offentligt Ansatte (FOA, 1993). Det var egentlig skolebetjentene der var årsag til,

at fagforeningen blev stiftet. Københavns Kommune overtog skolerengøringen fra

skolebetjentene. Vi kan beskrive det som en omvendt privatisering. Skolebetjentene

blev virkelig sure over, at det personale som overtog rengøringen blev organiseret.
Selv om man stod i samme forbund, lagde de alle mulige hindringer i vejen for, at

rengøringen blev flyttet.

De første medlemmer af fagforeningen var - udover medarbejderne ved skoleren-

gøringen - medarbejdere fra forskellige plejeinstitutioner, Kommunehospitalet,
Københavns Rådhus og de offentlige toiletter (tissemænd og tissedamer).

De første valgte og ansatte i fagforeningen havde nok at se til de første år. En af

opgaverne var retningslinierne for arbejdet i skolerengøringen. Retningslinier som

indeholdt krav om bedre løn. Lønnen var 20-25 øre om dagen pr. klasseværelse, i alt

ca. 360 kr. om året. Disse krav blev sendt til skoledirektøren. Han havde dog ikke

opdaget, at fagforeningen var oprettet, så retningslinierne blev sendt tilbage til

skolebetjentene. Det gav virkelig ballade, da de ikke ville forhandle. Derfor blev de

smidt ud af fagforeningen, efter at sagen var godkendt af det daværende LO

(De samvirkende fagforbund).

Efterfølgende blev retningslinierne udsendt af skoledirektøren uden forhandling.

Det tog 10 år, før at skolebetjentene vendte tilbage til fagforeningen, efter pres fra
Arbejdernes Fællesorganisation.

Hårde arbejdsforhold

kvægtorvsfunktionærer og lygtetænderne var den fordelt over det meste af døgnet.
Fridage var der heller ikke mange af. Ved overenskomsten i 1901 rejste KKA krav om,
at opsynsmændene skulle have fri hver 9. dag, hvor de hidtil havde haft en fridag om
måneden.

I 1907 fik vågekonerne ved de almindelige hospitaler en ugentlig frinat. KKA forsøgte

flere gange at få gennemført længere ferie. De forskellige grupper havde forskelligt

antal feriedage. Det normale var omkring 5 dage om året. I 1912 fik man gennemført

en generel ordning med 14 dages ferie for de faste funktionærer og 7 dage for løn-

arbejdere og tyende (tjenestepiger).

Den store sag i forhold til kommunen var pensionen. KKA satte ind to steder: Fuld

pensionsret skulle opnås efter 15 år mod de daværende 25 år, og enkepensionen skulle

forbedres samt suppleres med et tillæg for hvert barn. Begge krav blev opfyldt i 1908.

Den situation forsatte i de kommende 20-30 år, hvor Københavns Kommune og KKA
forhandlede vilkår, som med tiden kom til at gælde hele landet. Frem til 1920 kom der

stadig flere nye medlemmer til KKA (KLS), bl.a. fra belysningsvæsenet, hospitalerne,

politigården, syersker og vaskerier.

Fælles for alle grupperne var en meget lille løn og en lang arbejdstid, og det var disse
forhold, der skulle rettes op på gennem fagforeningen. I 1915 skete en væsentlig ændring,

idet kvinderne fik valgret gennem lovgivningen.

Hårdere faglige kampe

Efter 1. verdenskrigs afslutning blev den faglige kamp mere militant og blev præget af

demonstrationer og strejker, måske inspireret af den russiske oktoberrevolution i 1917.

Urolighederne begyndte under krigen, men fortsatte frem til 1920, hvor det toppede med

generalstrejken og Påskekrisen. På den baggrund vedtog det nye socialdemokratiske flertal
i kommunen at indføre 8-timers arbejdsdagen pr. 1. april 1919. Kort tid efter fulgte staten op
og til sidst også det private arbejdsmarked. Samme år blev der indført dyrtidsdækning, dvs.

lønforhøjelser begrundet i prisstigninger. Endelig fik KKA gennemført den længe krævede
lønreform i 1919, der gav klækkelige lønforhøjelser, især til de lavestlønnede, og nok så
vigtigt lå der en accept af ligeløn for lige arbejde i reformen.

Det fik endnu flere medlemmer til at melde sig ind. Nu kom også medarbejdere fra folke-

køkkener, og KLS's medlemsgrupper voksede støt. I 1920 var KLS en af de største afdelinger

i Kommunalarbejderforbundet (senere DKA). I 1930 blev to personer valgt, som satte deres

præg på fagforeningen de næste 20 år. Det var Bertha Brasch som formand og Vika Christensen

som kasserer. De startede f.eks. en studiekreds i 1931, som har fungeret uafbrudt lige siden,

dvs. i over 70 år. Det må siges at være en rekord lige til Guiness-rekordbøgerne.

Der var nok at gøre for at forbedre medlemmernes arbejdsforhold. På de fleste arbejdspladser

gjorde medarbejderne rent i koldt vand. Først i 1942 blev der stillet krav om varmt vand til hovedrengøringen.

Men der var også tid til de mere muntre aktiviteter med fagforeningen. I 1930'erne varede

afdelingens årlige skovtur fra kl. 8 om morgenen indtil hjemkomsten til Rådhuspladsen

kl. 23.30. Ved fagforeningens 25-års dag i 1934 blev der sendt 50 kr. i støttebidrag til

kæmpende spanske arbejdere.

Den første strejke for forbundet DKA fandt sted i 1934. Rengøringsdamerne ved

Dyssegårdsskolen i Gentofte nedlagde arbejdet i en årelang strid om dårlige arbejdsvilkår
og deres utålelige leder, en skolebetjent. Efter 2½ måneds strejke blev skolebetjenten taget

fra ledelsesrollen, og skoledamerne fik forhandlingsret og en fast kaffepause.

Der blev fortsat arbejdet med de faglige forhold, og i 1936 blev der eksempelvis bakket
op fra DKA's kongres til et forslag om 14 dages ferie efter 10 års ansættelse på Kommune-

hospitalet.

Krisetiden og besættelsen

Mellemkrigstiden og besættelsen var en svær periode for fagbevægelsen, og DKA var

ingen undtagelse. Mange af forbundets samlede kræfter blev brugt på at kæmpe mod

kommunale nedskæringer og tyndere lønningsposer. De store resultater blev det ikke til, men

de små forbedringer med hensyn til arbejdsforhold, ferie o.s.v. var med til at give forbundet

fast grund under arbejdet for at blive et landsdækkende forbund.

På baggrund af den høje arbejdsløshed vedtog regeringen i 1937 en lov om oprettelse af

statsanerkendte arbejdsløshedskasser. DKA's a-kasse havde i flere år haft underskud og

håbede nu at blive statsanerkendt. Det lykkedes ikke, fordi a-kassen i modsætning til aner-

kendte kasser omfattede flere fag. Forbundet måtte derfor fortsætte med at være en privat

intern forsikring for dets medlemmer.

Netop som økonomien blev bedre efter krisen 1930-38, blev Danmark besat af den tyske hær.

Billedet under besættelsen 1940-45 lignede meget forholdene under 1. verdenskrig:
arbejdsløshed og dyrtid. Tjenestemændene fik endda deres realløn kraftigere udhulet
end andre grupper, og det normale var at forbundet blev afvist, når det prøvede at forbedre
de efterhånden stærkt udhulede lønninger.

Alligevel var der nogle lyspunkter for KLS. I 1942 blev det f.eks. på et bestyrelsesmøde
nævnt, at en af medarbejderne på en skole i Hvidovre ikke var organiseret, på trods af
kraftig opfordring fra fagforeningens side. Da sognerådet blev bekendt med det, meddelte
de, at medarbejderen ville blive fyret, da man ikke ønskede uorganiseret arbejdskraft i
kommunen. Der må formodentlig være tale om et sogneråd af en bestemt politisk observans,
idet en sådan fremgangsmåde bestemt ikke ville være mulig i dag.

I 1944 blev de ansatte ved Sporvejenes Marketenderier medlemmer, idet de trængte til
en stor oprydning i løn- og arbejdsforhold. Mødetiden var kl. 3.30-5.30, og lønnen var
1,25 kr. i timen. Klude og andre materialer skulle de ansatte selv betale, og det kostede ofte

10-14 kr. pr. måned. De beløb skal ses i forhold til kontingentet på det tidspunkt, som var

3,60 kr. om måneden for fuldtidsmedlemsskab. Deltid kostede 2,10 kr., og kvarttid var 1,80 kr.

Opskrift på en god tillidsmand

I 1946 blev Hospitalsmedarbejdernes Organisation nedlagt, og medlemmerne blev overflyttet

til KLS. Med disse overflytninger fulgte en markant tillidsrepræsentant, Pauline Hansen, som

havde en opskrift på at være en god tillidsmand: "Man skal gå med frem, men jeg har altid

fornemmet, hvor langt det var hensigtsmæssigt, inden hele forhandlingsfasen skal med i

billedet". En opskrift som kan gælde den dag i dag.

Pauline Hansen medbragte den ældste af afdelingens silkefaner fra 1907.

En tillidsvalgt skal være den, som rejser medlemmernes krav - men som også skal kunne
forhandle sig frem til et opnåeligt resultat - hellere end store armbevægelser, hvor man
risikerer at tabe det hele på gulvet.

1950erne var præget af væksten i velfærdsstaten, hvor grunden til de glade tressere blev lagt.
Den øgede velfærd viste sig navnlig i forbedringen af sundhedsvæsenet, men også i at der kom

flere kvinder i den offentlige sektor og dermed DKA og de tilsluttede afdelinger.

Kommunalarbejderne fik en række forbedringer i 1950erne, f.eks. blev ferien forlænget med

en uge, og tjenestemændenes lønsystem blev moderniseret igen i 1958. Indenfor KLS kom de

første forsøg på at overlade rengøringen til private firmaer på skoleområdet i Lyngby-Tårbæk

kommune i 1952.

Velfærdsstat og de glade 1960ere

De glade 60ere var et spring fremad, både når det gjaldt samfundets velfærd, og når det

drejede sig om forholdene for DKA's medlemmer. Lønninger, pensioner og i det hele taget

den grundlæggende sociale sikkerhed var kommet så langt, at det blev nok så vigtigt for

forbundet at få gennemført bedre faglige uddannelser. Tilsvarende var det nødvendigt, at

forbundet brugte flere kræfter på oplysningsarbejdet.

Når man siger, at udviklingen i samfundet er gået hurtigt efter 1945, så må det tilføjes, at
det først var i tresserne, det for alvor gik stærkt. Hverdagen ændrede sig i stort og småt,
samfundet blev mere og mere sammensat. Det stillede nye krav til det faglige arbejde,
men også til at forbundets struktur blev fornyet, hvilket skete med, at brancherne blev en
ny streng i organisationen.

Forbedringerne i løn- og arbejdsforhold på det private område blev fulgt op med forbedringer
for de kommunalt ansatte f.eks. med taktreguleringen for lønarbejdere i 1960 (en automatisk

lønregulering begrundet med lønstigningerne på det private arbejdsmarked), ATP i 1963,

kortere arbejdstid, pensionsordninger, oprettelse af pensionskasse for sygehjælpere i 1966

og portører i 1968. Endelig blev der i 1967 indført regler for samarbejdsudvalg i provinsen,

20 år efter de blev oprettet i København.

På KLS's område kom der i 60erne en lang række forbedringer af løn- og ansættelsesvilkår.

Der blev indført overarbejdssatser, forskudt arbejdstid, beklædningsregulativer, betaling for

forskudttid og for søndagsarbejde, og 1. maj blev en hel fridag. I 1967 fik de kvindelige

lønarbejdere et tillæg i forhold til, hvor længe de havde været i tjenesten, og lønniveauet
var i 1969 hævet betydeligt. Men KLS's hovedmål om ligeløn var ikke opnået.

Ny krise og arbejdsløshed i 1970erne

Så kom 1970erne, og der blev vendt op og ned på de forhold, fagbevægelsen arbejdede
under. Den økonomiske krise gav en voldsom stigning i arbejdsløsheden, som steg fra

60'ernes 2-3 % til ca. 10 %. Forhandlingerne om overenskomsterne blev langt sværere, og

flere af dem blev afsluttet med lovindgreb.

Valget i 1973 gjorde Fremskridtspartiet til landets næststørste parti. Og det blev i særlig grad
et problem for de offentligt ansatte. Fremskridtspartiet angreb velfærdsstaten, de høje skatter
og de offentligt ansatte. Da partiet i 1976 fremsatte krav om, at de offentligt ansatte skulle
fratages deres pensionsordninger, afholdt DKA og en række andre forbund en stor demon-

stration foran Christiansborg. Mere end 20.000 viste, at de ikke ville finde sig i hetzen mod dem.

På trods af dette, og måske derfor, skete der en stor udvikling i den offentlige sektor. Der blev

behov for at passe de ældre og børnene, hvilket medførte en stor medlemstilgang for KLS.

Kontoret lå dengang på Nørre Alle, men flyttede i 1971 til en større lejlighed på Nørrebrogade

nr. 7. På grund af den voldsomme vækst måtte KLS igen flytte i 1979 til den nuværende adresse Smallegade 18.

1973 blev KLS's mål opfyldt, idet ligelønnen blev indført. Allerede i 1971 opnåede kvinderne
samme tillæg og overarbejdsbetaling som de mandlige kollegaer. Derfor ændredes navnet til

Kommunale Lønarbejdere i Storkøbenhavn, KLS.

I 1970erne blev rengøringsarbejdet mere synligt, og der blev skabt større respekt og aner-

kendelse af personalet. Måske skyldes det, at SU-aftalerne begyndte at virke. På de fleste

kommunale arbejdspladser blev medarbejderne nu inddraget i de beslutninger, der blev taget

om dagligdagen.

Udliciteringer og borgerlig regering

De private rengøringsfirmaer havde siden 60erne forsøgt at komme ind og overtage arbejdet
fra de kommunalt ansatte, og bestræbelsen tog til i løbet af 70erne. Men de fleste kommuner

ønskede at bevare rengøring i eget regi på trods af presset. Som noget nyt steg priserne, selv

om der var krise. Dyrtidsreguleringen blev derfor afgørende for, at de store grupper på arbejds-

markedet ikke kom lønmæssigt bagud. Men den var ikke tilstrækkelig til at hindre en øget

lønspredning. Værre blev det, da den borgerlige regering suspenderede dyrtidsreguleringen i

1982 for helt at afskaffe den i 1985. I 1982 blev også taktreguleringen op­hævet. Nok

var inflationen for nedadgående, men det blev alligevel til en nedgang i reallønnen i det meste

af firserne. Indgrebene blev mødt med omfattende demonstrationer, der ud over at protestere

mod forringelserne støttede fagbevægelsens centrale krav om nedsat arbejdstid.

På de københavnske hospitaler indledtes nu en stor omlægning og forenkling af rengøringen,
som bredte sig til skoleområdet og mange andre arbejdspladser, hvor KLS har medlemmer.

Både medlemmerne, tillidsfolkene og afdelingerne var under hårdt pres. Ikke mindst fordi

besparelserne gik forud for forbedringerne af uddannelsen og arbejdets modernisering og

tilrettelæggelse, som kunne have hindret fejltagelser og dårligt samarbejdsklima under forløbet.

Politisk kom de offentligt ansatte fra asken og i ilden med de borgerlige regeringer i 1980erne.

Kravet var en modernisering af den offentlige sektor, hvilket medførte decentralisering, som er

fortsat langt ind i 90erne.

Tillidsrepræsentanter uddannes

Det var nødvendigt i langt højere grad at blande sig i den offentlige debat med synspunkter,
der imødegik angrebene på de offentlige ansatte, uden at en modernisering blev afvist.

Det medførte en øget arbejdsmængde for tillidsrepræsentanter og afdelinger. Udviklingen i arbejdsopgaverne og stigningen i antallet af arbejdsløse, samt en fortsat kraftig stigning i

antallet af medlemmer, gav et pres på alle afdelinger og således også KLS.

I 1992 var Smallegade 18 for lille, og derfor købtes Smallegade 14, hvor a-kassen rykkede ind.

I 1993 sker fusionen mellem DKA og HAF, Husligt Arbejder Forbund, så Forbundet af Offentligt

Ansatte, FOA, blev en realitet. Det medfører en betydelig omrokering af medlemmerne, hvor

KLS modtog medlemmer fra de andre københavnske afdelinger. 1. januar 1998 nedlægges

Frederiksberg-afdelingen og også herfra overflyttes medlemmer til KLS. Udviklingen på

rengøringsområdet er ikke gået sporløst hen over KLS i de seneste 20 år. Der er mange årsager

til, at medlemstallet er næsten halveret siden 70erne, så der i starten af det nye årtusinde kun

er ca. 7.000 medlemmer.             

Brug for en stærk fagforening

Alligevel står KLS med en række erfaringer gennem de seneste 95 år, som der vil være
brug for i fremtiden. For udviklingen mod privat rengøring, rationaliseringer og besparelser

fortsætter ufortrødent. Derfor har medlemmerne stadig behov for en stærk faglig organisation,
der kan videreføre de mange opgaver som en fagforening som KLS har i rygsækken.

Fagbevægelsen står ved starten af dette årtusinde stadig med stor kraft og en betydelig sam-

fundsmæssig indflydelse, som skal videreføres. Det er det, som fællesskabet fortsat skal arbejde

med at styrke.

Et medlem i KLS i 2004 har ikke meget til fælles med medlemmerne i 1909 - de der startede

foreningen - eller i 1945. Men kampen for det som er skabt gennem disse mange år skal videre-

føres. Det er opgaverne i de kommende år for alle tillidsvalgte og ansatte i fagforeningerne.