Opsig aldrig din elevkontrakt

Opsig aldrig din elevkontrakt, før du har snakket med FOA Herning

En elevkontrakt indeholder en prøvetid og når man har været igennem sin prøvetid og er godkendt, kan elevkontrakten ikke opsiges. Den kan forlænges om nødvendigt.

Hvis du bliver syg eller gravid eller noget helt andet og må holde en pause i dit elevforløb, skal du ALDRIG opsige din elevkontrakt. Er du medlem af FOA Herning, så snak altid først med os. Ingen kan presse dig til noget, og du er meget dårlig stillet, hvis du selv opsiger din elevkontrakt.

Hovedreglen for uddannelsesaftaler er, at en uddannelsesaftale IKKE kan opsiges af aftalens parter. De første 3 måneder af praktikken betragtes som prøvetid. I denne periode kan begge parter opsige aftalen uden afgivelse af grund og uden forudgående varsel. Der er ikke mulighed for at forlænge prøvetiden.

Efter prøvetiden kan hverken elev eller arbejdsgiver afbryde kontrakten. Men elev og arbejdsgiver kan i enighed ophæve eller opsige uddannelsesaftalen. Dette kan skyldes at eleven har fortrudt sit valg af en social- og sundhedsuddannelse.

Arbejdsgiveren kan opsige aftalen hvis eleven misligholder aftalen. Væsentlig misligholdelse fra elevens side kan være:

  • strafbare forhold f.eks. tyveri, vold, bedrageri mv
  • tilsidesættelse af forbud mod at drikke alkohol på arbejdspladsen eller at mød alkoholpåvirket på arbejde - herunder også påvirket af andre rusmidler
  • tilsidesættelse af tavshedspligten vedrørende forhold som eleven er blevet bekendt med under tjenesten
  • udeblivelse fra tjenesten uden gyldig grund

Eleven kan opsige aftalen ved væsentlig misligholdelse af aftalen fra arbejdsgiverens side. Det handler blandt andet om arbejdsgiverens adfærd over for eleven:

  1. krænkende udtalelser overfor eleven
  2. udøvelse af sexchikane overfor eleven
  3. andre former for chikanøs adfærd overfor eleven
  4. arbejdsgiverens manglende opfyldelse af uddannelsesforpligtelsen

'Det skal bemærkes, at langvarig syghed os eleven i sig selv ikke er en bristet forudsætning, hvis der er udsigt til, at eleven kan genoptage uddannelsen inden for en rimelig tidshorisont.