Sosu-assistent får 245.000 kr. efter forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at en sosu-assistent skal have 245.000 kr. i erstatning. Odder Kommune gav hende først en ny og midlertidig arbejdsfunktion efter en barsel og fyrede hende så syv en halv måned, efter hun havde genoptaget arbejdet.

- Jeg har det fint med afgørelsen. Det er et plaster på såret, når man har mistet sit job og den stabilitet, der følger med, fortæller social- og sundhedsassistenten, der gerne vil være anonym.

Hun blev fyret sidst i 2012, og begrundelsen var, at Odder Kommunes økonomiske situation betød, at kommunen måtte gennemføre personalebesparelser.

- Jeg følte simpelthen, at det var så uretfærdigt, fordi en barselsvikar havde overtaget mit job og stadig havde det, da jeg blev fyret, fortæller social- og sundhedsassistenten, der gik til FOA Århus, som startede sagen.

Ligebehandlingsnævnet mener da heller ikke, at Odder Kommunes begrundelse var god nok. Social- og sundhedsassistenten fik nemlig ikke sin gamle funktion som vagtplanlægger i hjemmeplejen tilbage, da hun i maj 2012 genoptog arbejdet efter sin barsel. I stedet blev hun tilknyttet et midlertidigt projekt, og det gav hende en større risiko for at blive overflødig, vurderer Ligebehandlingsnævnet.

Det er derfor sandsynligt, at der en sammenhæng mellem social- og sundhedsassistentens barsel og hendes fyring, og da Odder Kommune ikke kan bevise det modsatte, så får social- og sundhedsassistenten erstatning. Hun er i dag ansat i Skanderborg Kommune.