SOSU-assistenter fandt flere syge til ÆGTE RØDT

Under LO-arrangementet ÆGTE RØDT tilbød social- og sundhedsassistenter forbipasserende at få målt deres blodtryk og blodsukker. Flere viste sig at være alvorligt syge.

I FOA Århus bod kunne forbipasserende blandt andet få målt deres blodtryk og blodsukker, da LO Århus 4. oktober afholdt arrangementet ÆGTE RØDT. Mange tog mod tilbuddet, og for enkelte var det et særligt fornuftigt valg.

- Jeg målte blodtrykket på to personer, som begge havde et alvorligt forhøjet blodtryk – det ene var rigtig højt - 229 over 137, fortæller formanden for Social- og Sundhedsassistentklubben Annie Schacht.

De to personer vidste ikke, at deres blodtryk var for højt, og Annie Schacht opfordrede dem kraftigt til at søge lægehjælp hurtigst muligt.

Social- og sundhedsassistenterne fandt også en person, der havde et meget højt blodsukker uden at vide det, og som blev opfordret til at søge læge. Annie Schacht tror, at et tilbud som assistenternes kan appellere til nogle mennesker, der måske ikke altid får tjekket deres helbred så meget, som de burde.

- Folk kan reagere meget impulsivt, når de får et tilbud på gaden, og det er meget let – man skal ikke bestille tid eller overveje, hvor man skal henvende sig. Man skal bare sige ja tak, siger hun.