Privat lokalcenter betyder mindre valgfrihed

Ældre kan ikke længere vælge kommunal hjemmepleje, når firmaet Forende Care har overtaget driften af Lokalcenter Bøgeskovhus.

Ældre får fremover kun to muligheder for hjemmepleje, hvis de bor i ældreboliger, der hører under Lokalcenter Bøgeskovhus. Og de vil ikke kunne vælge den kommunale hjemmepleje, men vil få valget mellem to private firmaer.

- Det er grotesk, at de ældre ikke i fremtiden vil kunne få den kommunale hjemmepleje, som mange ældre er tryggest ved. Den kommunale hjemmepleje sætter jo også en vis standard, som private firmaer i dag dårligt kan gå under, hvis de vil bevare deres kunder. Men hvad sker der nu, når de ældre ikke længere har lov at vælge kommunen? spørger FOA Århus formand Kirsten Normann Andersen.

1. september overtager det private firma Forende Care ikke blot driften af Lokalcenter Bøgeskovhus plejeboliger, men også hjemmeplejen i de ældreboliger, som hører under lokalcentret og som i princippet er helt almindelige boliger. I dag kan beboerne her vælge mellem den kommunale hjemmepleje og en række private firmaer, som er godkendt til at levere hjemmepleje. Men efter 1. september vil ældreboligernes beboere kun kunne vælge mellem Forenede Care og en enkelt anden privat leverandør, som kommunen nu vil finde.

Fremover bliver de ældres valgmuligheder altså kraftigt indskrænkede. Kun hvis kommunen ikke kan finde en anden leverandør, vil de ældre få såkaldte frit-valgs-beviser, så de selv kan vælge mellem firmaer, der vil levere hjælpen til samme pris som Forenede Care. Og kun hvis kommunen heller ikke kan etablere den løsning, så kan det være, at kommunen igen vil levere hjemmepleje til ældreboligerne.

- Tilhængerne af privat hjemmepleje taler jo ofte meget om valgfrihed, men udliciteringen af Bøgeskovhus gør de ældres valg meget lidt frit. Det er da noget af et paradoks, mener Kirsten Normann Andersen.