Julehilsen fra FOA Århus

Julehilsen fra FOA Århus 2014

Kære FOA medlemmer, tillidsvalgte og samarbejdspartnere

2014 rinder ud, og vi kan se tilbage på endnu et travlt år med masser af udfordringer. Og foran os er endnu et spændende år, hvor både overenskomstforhandlingerne på det offentlige område og et folketingsvalg venter os.

Vi lever i et rigt og velordnet land - ikke mindst takket være en solid tradition for, at vi, så godt vi kan, bidrager til samfundet og hjælper og støtter hinanden. Alligevel bliver der igen og igen stillet spørgsmål ved, om vi har råd. Vi har råd. Vi har ikke råd til at lade være.

Ulighed gør ingen af os rigere – tvært imod. Der er derfor al mulig grund til at arbejde for et samfund, hvor alle har lige muligheder. Men det mål når vi kun med respekt og tillid til den enkelte og til hinanden. Øget kontrol og bureaukrati, som alene har til formål at stille spørgsmål ved den enkeltes hæderlighed, er ikke bare ubehageligt. Bureaukrati og kontrol stjæler også vigtige ressourcer, som i stedet med fordel kunne bruges på forbedringer af velfærden.

I et godt samfund sørger vi ikke kun for de svageste. Vi skal også sammen sikre lønninger, som man kan leve af, og have en tryghed som sikrer, at livet ikke bliver alt for hårdt og vanskeligt, hvis vi for en stund bliver overflødige på arbejdsmarkedet.

Der er nok at tage fat på – også i 2015.

FOA Århus ønsker alle en rigtig glædelig jul
og et godt nytår.

På afdelingens vegne
Kirsten Normann Andersen

Julehilsen fra FOA Århus 2014