TV: Glade for ny SOSU-skole

TV: Glade for ny SOSU-skole

Den nye SOSU-skole blev officielt indviet i september, men har været i brug fra efter sommerferien, og karaktererne fra eleverne er klar. Den nye skole er bare bedre, hyggeligere og mere praktisk indrettet.

Den nye skole er indrettet med masser af plads til gruppearbejde overalt, og de nye lokaler er både mere praktiske og mere hyggelige at være i. Det siger eleverne, der er glade for den nye skole.

- Jeg synes, det er fedt, fordi det er et åbent miljø. Man føler, at man er en del af et større fællesskab, fortæller blandt andet Maria Færk, der er elev på pædagogisk assistent uddannelsen.

Skolen blev først officielt indviet i sidste uge, og der var rosende ord fra alle. Især den praktiske indretning og placering blev påpeget af flere. Skolen ligger nemlig placeret tæt på VIA University College og Århus Universitetshospital Skejby, og de fleste forventer en synergieffekt.

Den nye skole er noget større end den gamle. I alt 13000 kvm2 mod tidligere 11.000 kvm2, og som et ekstra plus så er de nye lokaler også bedre lydisolerede og hyggeligere at opholde sig i, siger eleverne.