Sosu-assistentelev vinder FOA Århus Nytårs-quiz

Poul Ranegaard svarede rigtigt på hele 17 ud af 20 spørgsmål og vandt en iPad Air.

- Jeg havde faktisk glemt alt om konkurrencen, da Kirsten ringede, og det var selvfølgelig fedt, hun fortalte, at jeg havde vundet en iPad, fortæller Poul Ranegaard. Han fik forleden en opringning fra FOA Århus formand Kirsten Normann Andersen, der kunne fortælle, at han havde vundet FOA Århus store nytårsquiz 2014.

I januar 2014 kunne alle FOA Århus-medlemmer deltage i en nytårsquiz, hvor de skulle svare på 20 spørgsmål, der handlede om, hvad der ville ske i det nye år. 432 medlemmer svarede på spørgsmålene, og Poul Ranegaard og ét andet FOA-medlem havde flest rigtige, nemlig 17 rigtige svar hver. FOA Århus måtte så trække lod mellem de to, og Poul Ranegaard vandt lodtrækningen.

Der var altså tre spørgsmål, hvor Poul Ranegaard fejlede, og de handlede om busbilletter, strejkekontingent og VM i fodbold, men omvendt havde han hele 17 rigtige svar om for eksempel afdelingens arbejdsløshedsprocent, AGF og århusianske børn i dagpleje.

- Jeg har nok altid holdt øje med, hvad der foregår omkring mig – også fagligt – og reflekteret over det, vurderer Poul Ranegaard.

Han er uddannet serviceassistent og har arbejdet på Århus Universitetshospital, men Poul Ranegaard syntes, at der skulle ske noget nyt, og han er nu sosuassistent-elev.

Interesserede kan se nytårs-quizzen og de 20 rigtige svar her.