SOSU-hjælper får flere penge for ekstra-vagter

En SOSU-hjælper får nu 15.000 kr. mere, efter hun havde haft næsten 300 timers ekstra-vagter, som hendes arbejdsgiver kun havde aflønnet med almindelig timelønssats.

Hvis du er usikker på, om du får den rigtige betaling for ekstraarbejde, så kan det være en god idé, at du beder din tillidsrepræsentant eller afdelingen tjekke det. Sådan et løntjek har nemlig betydet, at en fuldtidsansat SOSU-hjælper på et århusiansk lokalcenter nu får 15.000 kr. efterbetalt.

I løbet af tre et halvt år havde SOSU-hjælperen udover sit fuldtidsarbejde næsten 300 timers ekstravagter, som arbejdspladsen kun betalte med almindelig timelønssats. Ekstravagterne var frivillige, da de typisk blev fordelt ved, at vagterne blev slået op på en tavle, hvor interesserede medarbejdere så kunne melde sig.

FOA Århus og Sundhed og Omsorg har en lokalaftale om frivilligt ekstraarbejde, som betyder, at SOSU-hjælperen skulle have haft et tillæg for sine ekstratimer, som hun ikke havde fået.

SOSU-hjælperen gik her i sommer til FOA Århus, fordi hun gerne ville have tjekket, om hendes aflønning var korrekt. Det viste sig, at hun længe havde fået en forkert timebetaling for ekstravagterne, og de penge får hun så nu.