TR finder 16.000 kr. til kollega

Efter en tillidsrepræsentant havde været på lønbehandlingskursus, opdagede hun, at en kollega i ældreplejen fik for lidt i løn.

Susanne Hansen er tillidsrepræsentant for social- og sundhedspersonalet i Område Marselisborg, og hun var ikke i tvivl, da en kollega bad hende kigge på sin lønseddel.

- Jeg var for nylig på kurset ”Læs din kollegas lønseddel” og kunne med det samme se, at der var noget galt, fortæller tillidsrepræsentanten.

Kollegaen havde i et lille års tid fået syv løntrin for lidt. Det betyder, at kollegaen har fået efterbetalt godt 16.000 kr. og nu får godt 1500 kr. mere i løn hver måned – begge beløb er efter skat.

- Det er dejligt, at jeg kunne hjælpe en kollega på den måde, siger Susanne Hansen, som opfordrer FOAs medlemmer til at kontakte deres tillidsrepræsentanter eller afdelingen, hvis de er usikre på, om de nu får den rigtige løn.