A-kassen skal i tæt dialog med dig lave en plan for din jobsøgning senest, når du har været ledig i 4 uger. Det sker under en vejledningssamtale.
Planen angiver, hvilken form for arbejde du skal søge, og hvor du skal søge. Du skal altid søge arbejde inden for fagområder med gode beskæftigelsesmuligheder. Du skal søge arbejde på den måde, der er normal inden for det område, du søger.
Du skal søge rimeligt arbejde på fuld tid, hvis du er fuldtidsforsikret (deltidsforsikrede 30 timer). Rimeligt arbejde defineres som dit eget fagområde plus andet arbejde, du kan bestride.
Hvor mange job skal du søge?
Vi kan ikke give dig en facitliste på, hvor mange job du skal søge. Det afhænger af, hvor i landet du bor, og hvor mange job der passer ind i din jobplan
Men du skal altid søge arbejde aktivt og intenst, og din jobsøgning skal være realistisk og seriøs.
Du skal acceptere en samlet daglig transporttid med offentlige transportmidler på op til 3 timer. Efter 3 måneders ledighed skal du kunne overtage arbejde med en længere transporttid.
Du skal tage kopier af nogle ansøgninger med til samtalen. Sammen med dig finder a-kassen så ud af, om du præsenterer dine kvalifikationer bedst muligt over for arbejdsgiverne og giver dig evt. gode råd til forbedringer.
Hvis du stadig er ledig, når der er gået 3 måneder, skal du til en 3-mdrs. rådighedssamtale. Her vil vi kigge på din plan for jobsøgning igen og evt. justere den sammen med dig.
af Mette Wiederholt Pedersen