Penge i sylteglas med etikette med ordet

Selvstændig virksomhed og efterløn

Det at gå på efterløn kan give tid og lyst til at afprøve nye spændende aktiviteter som fx at starte en lille selvstændig virksomhed. Men det er vigtigt, at du kontakter os først, så du ikke risikerer at miste penge på det.

Hvis du i efterlønsperioden ønsker at starte eller fortsætte med at drive en selvstændig virksomhed, skal du først søge os om tilladelse til det.
Reglerne er lavet for at undgå, at arbejdsløshedsforsikringssystemet kommer til at virke som en indirekte erhvervsstøtte. De er derfor meget restriktive, så det kan være meget svært at få tilladelse.

Få tilladelse til at starte selvstændig virksomhed
For at kunne vurdere om du opfylder betingelserne for at få tilladelse, skal vi bruge en del oplysninger fra dig. Endvidere kan vi tidligst give dig tilladelse fra den dag, vi modtager din ansøgning. Vi har ikke mulighed for at give tilladelse med tilbagevirkende kraft.

Har du allerede en virksomhed?
Hvis det er en eksisterende virksomhed, og du ikke kan få tilladelse, skal du kunne nå at ophøre med virksomheden, inden overgangen til efterløn. Vi anbefaler derfor, at du søger tilladelse i god tid. Du kan søge helt op til 6 måneder før, du vil på efterløn.
Der findes 4 forskellige muligheder:

  1. 962-timersordningen
  2. 18½-timersordningen
  3. 400-timersordningen
  4. Enkeltstående arbejdsopgave med karakter af selvstændig virksomhed.

962 timers- og 18½-timersordningerne er kun aktuelle, hvis du driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse. Gør du det, skal du overflyttes til en af de a-kasser, der optager selvstændige.

Derfor omtaler vi kun de to sidste ordninger her.